De seneste år har det været revisorernes største frygt og det bør det stadigvæk være. De lempelser der er sket på det selskabsretlige område er således ikke meget bevendt når skatten ikke følger med.
Virkningen af at SKAT konstaterer et ulovligt aktionærlån (negativ mellemregningskonto) er bl.a. givet ved en ny afgørelse fra Landsskatteretten (SKM 2018, 86). En anpartshaver havde løbende foretaget hævninger fra mellemregningskontoen med den virkning at saldoen ultimo 2013 var ca. 217.000 DKK i selskabets favør.
Landsskatteretten cementerede SKATs udbyttebeskatning af anpartshaveren; det forhold at størstedelen af gælden til selskabet var nedbragt ved udbytteanmeldelse i 2014, ændrede ikke ved beskatningen, idet der ikke var tale om en efterangivelse men tilbagebetaling af lån.
Med afgørelsen stadfæstede Landsskatteretten gældende praksis; udbyttebeskatningen ændrer ikke ved at der fortsat henstår en gæld til selskabet som skal afvikles (dobbeltbeskatning).
Ligningslovens § 16E gælder kun hvor forholdet er omfattet af Ligningslovens § 2 (bestemmende indflydelse) og omfatter derved ikke udlån til en minoritetsanpartshaver. Det er flot men anpartshaver A der har 50% stemmerettigheder vil næppe acceptere at selskabet foretager et større udlån til medanpartshaveren B uden at der ydes et tilsvarende lån til A, hvad man så beslutter.
Set for de to udlån hver for sig er der ikke udøvet bestemmende indflydelse, men ser man dispositionerne samlet har de to anpartshavere via deres fælles bestemmende indflydelse foranlediget selskabet til at lave udlån til dem begge.
Her skal man være opmærksom en sekvens i lovteksten der kan oversættes med 5 ord: ”fælles bestemmende indflydelse iflg. aftale”. Om dette siger man i Den Juridiske Vejledning at forkøbsretter, begrænsninger i pantsætningsadgang og andre generelle aftaler som typisk følger af en ejeraftale ikke anses at være udtryk for udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.
Der er faktisk ikke taget direkte stilling til denne problemstilling men jeg har vanskeligt ved at se at en beslutning om at yde lån til begge anpartshavere kan trumfes igennem på anden måde end ved aftale mellem de to anpartshavere om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.